Danske Regioner – Kommunernes Landsforening – Socialpædagogernes Landsforbund
           
Projektets titel: Mennesker uden et ekspressivt verbalt sprog 
Resumé: Fulde titel: Der skal to til en tango - om kommunikation og relationer i støtten til mennesker uden et ekspressivt verbalt sprog

Med Servicelovens ikrafttræden i juli 1998 (Socialministeriet 1998) er det traditionelle institutionsbegreb for voksne med handicap blevet ophævet og erstattet af et boligbegreb.

Samtidig er botilbud og serviceydelser blevet adskilt. Det betyder, at den enkelte bruger skal tildeles individuelle serviceydelser uafhængigt af boformen. Det kræver inddragelse af
både brugeren, pårørende og eventuelt værge i tilrettelæggelsen af tilbuddene til den enkelte. Ophævelsen af institutionsbegrebet skal således ses i et ligestillingsperspektiv.

På baggrund af evalueringen kunne det sammenfattende konstateres, at Servicelovens ophævelse af institutionsbegrebet har medført, at den lidt større institution er blevet
erstattet af mindre boenheder og bofællesskaber, ofte parcelhuse, med en mere ’familiepræget’ boligform. Beboerne kan nu deltage mere i hverdagens praktiske gøremål, mange forskelligartede fritidsaktiviteter og kommer lettere og mere rundt i lokalsamfundet end tidligere.

Men evalueringen viste også, at institutionsbegrebets ophævelse har haft mindst gennemslagskraft i de botilbud, hvor beboerne har svære handicap og har svært ved at udtrykke sig verbalt.
Blev tankerne om medindflydelse, selvbestemmelse og deltagelse taget alvorligt, var der således behov for metoder til at skabe dialog mellem brugere uden et ekspressivt verbalt sprog og deres omgivelser. Derfor har Socialministeriet ønsket at støtte dette projekt med det formål at afprøve og udvikle nye metoder, der sætter svært handicappede brugere i stand til at drage nytte af den ændrede position, de har fået som følge af institutionsbegrebets ophævelse.

Dette har været et stort ønske fra både Socialministeriet,
pårørendeforeninger og professionelle støttepersoner gennem det sidste årti. 
Projektets formål: Projektet skulle - om muligt - munde ud i et eller flere handlingsanvisende kommunikationsværktøjer, som på lettilgængelig vis (for eksempel i form af en manual, hjemmeside eller lignende) skulle kunne formidles til personalegrupper i mange forskellige
situationer.
Desuden har projektet haft til mål at pege på modeller for
uddannelsesaktiviteter, der sikrer, at såvel metoder til brugerinddragelse som en øget bevidsthed om de personlige og faglige krav bliver et centralt element i en ny professionel
støtterolle. 
Målgruppe: Voksne handicappede
De socialt udsatte
 
Pædagogiske metoder:  
Undersøgelsesmetoder: Evaluering, Fokusgruppeinterview, Kvalitativ metode, Kvalitative interview, Observation, Spørgeskemaundersøgelse 
Metodebeskrivelse: Udviklingsarbejdet er blevet fulgt, støttet og vejledt af SUS projektteamet gennem interview, besøg, observationer, seminarer, temadage, logbøger og indhentning af eksperthjælp udefra.
Af hensyn til den forskningsmæssige dokumentation blev der før
udviklingsarbejdets start gennemført en base-line undersøgelse med blandt andet videooptagelser og detaljerede observationer af hvert enkelt botilbuds kommunikative miljø og den daværende kommunikationsform beboere og medarbejdere imellem såvel som mellem beboerne indbyrdes.

Afslutningsvis er der blevet gennemført evalueringer af projekterne ved hjælp af video-optagelser samt spørgeskemaer og gruppeinterview med både projektinvolverede og ikke-involverede medarbejdere og ledere. 
Resultater og erfaringer: Lad det være sagt med det samme: Der findes ikke én metode, der sikrer inddragelsen af brugere, som helt eller delvist mangler talesprog. Men der kan peges på nogle af de forudsætninger, der skal til for at finde frem til den eller de kommunikationsformer, der er bedst for den enkelte bruger. Med ’bedst’ menes her de kommunikationsformer, der sikrer brugeren muligheden for at sige til og fra - og for at udtrykke ønsker, behov, meninger og vurderinger.

Det centrale er etableringen af et velfungerende kommunikationsmiljø, hvor den organisatoriske struktur, den pædagogiske holdning til kommunikationshandicap samt hverdagens kommunikative praksis samlet trækker i samme retning - nemlig at skabe rammer for at lade kommunikation og samspil opstå og udfolde sig på begge de involverede parters præmisser.

Derudover har projektet vist, at en grundig kommunikationsanalyse er vigtig før valget af egentlig kommunikationsmetode.

Se den vedhæftede rapport for uddybninger. 
Projekt start: 02-07-2001 
Projekt slut: 30-11-2005 
Finansiering af projektet: Socialministeriet 
Institution: Institutioner for menensker med fysiske og psykiske handicap 
Kontaktperson og arbejdsplads: Socialt Udviklingscenter SUS
Nørre Farimagsgade 13
1364 København K

E-mail: sus@sus.dk
Tlf.: 33 93 44 50  
Eksternt link til projekt hjemmeside: http://www.sus.dk 
Forfatter: Birger Perlt m.fl. 
Søgeord: Kommunikation, intet verbalt sprog, støtte, inddragelse, bruger, kommunikationsmiljø 

 

  Hent projekt
  Du kan hente den tilknyttede projektfil her: 805_Mennesker uden et
ekspressivt verbalt
sprog.pdf
Den Sociale Kvalitetsdatabase - Olof Palmes Allé 15 - 8200 Århus N - Telefon: 8728 4943 - E-mail: kontakt@kvalitetsdatabasen.dk